Bargello Nationalmuseum

Udover Uffizi-galleriet og Pitti-paladset, den Bargello-museet eller Bargello Nationalmuseum er et af Firenzes vigtigste museer. Det var tidligere en kaserne og et fængsel i Firenze, Italien, indtil det blev et kunstmuseum. Museet rummer en af de vigtigste samlinger af renæssancens Toscansk skulptur, inklusive værker af Donatello, Della Robbia, Verrocchio, og Michelangelo, samt middelalderlige franske elfenben, italienske majolikaer og våben.

Bargello-museets historie

Efter Storhertug Pietro Leopoldo afskaffet dødsstraf i 1786, den Bargello blev brugt som en fængselFølgelig blev der ikke længere udført henrettelser på Bargello fra dette punkt og fremefter. Indtil 1859, den Bargello fungerede som hovedkvarter for det florentinske politi. Som følge af Pietro Leopoldo II's eksil, den midlertidige guvernør i Toscana besluttede, at Bargello skulle blive et museum i stedet for et fængsel.

Der er en udvendig trappe, der fører op til anden sal i Bargello, som blev designet omkring en åben gårdsplads. Gården er centreret af en åben brønd.

De Bargello Museum åbnede i 1865, der viser den største italienske samling af gotiske og renæssanceskulpturer (14.-17. århundrede). Donatello, Luca della Robbia, Verrocchio, Michelangelo, og Cellini alle bidrog med mesterværker til dette museum.

Udover skulpturer, Bargello indeholder en stor samling af dekorativ og brugskunst, herunder orientalske varer, manuskripter, tekstiler, majolika, elfenben, juveler, våben, tæpper, glasvarerosv. Da den italienske samling i Bargello i vid udstrækning var akademisk baseret i form af malerier og skulpturer, forbedrer disse artefakter den i høj grad. Louis Carrand, Giulio Franchetti, Stefano Bardini og Frederick Stibbert donerede det meste af samlingen omkring 19. århundrede, efter Medici-familien begyndte det.

Bargello-tårnet

Bargellotårnet er et udtryk for Palazzos storhed. Sammen med Arnolfo-tårnet i Palazzo Vecchio symboliserer de de to magter i middelalderens Firenze. Podestà havde under den kommunale Firenze-æra funktioner svarende til dem, der udøves af den nuværende præsident for forfatningsdomstolen.

Med Medici-familiens magtfremgang blev Podestàs palads til Bargello-paladset, hvor strafferetssystemet blev administreret, herunder retssager, legaliseret tortur og dødsdomme med tilhørende henrettelser. Bargello-museet blev et sted for smerte og fortvivlelse indtil 1782, hvor alle torturinstrumenter blev brændt i den indre gårdhave. Endelig, i 1786, blev Storhertugdømmet Toscana den første stat til at afskaffe dødsstraf.

Firenze som hovedstad og etableringen af museet

Med Firenzes indtog som hovedstad i 1865, samtidig med hundredåret for Dantes fødsel, besluttede Toscanas provisoriske regering at oprette det første Nationalmuseum for at beskytte mesterværkerne af den store italienske renæssanceskulptur, hovedsageligt værker af Donatello og Michelangelo.

Bargello-museet blev således til Museum for Skulptur og Dekorativ Kunst.

Bargello Nationalmuseum – Hvad skal man se?

Bargello-kunstværkerne spænder over alle paladsetager, inklusive gårdhaven og Verone-bygningen.

Stueetagen domineres af Michelangelo og hans Bacco (Bacchus): Skulpturen forestiller en beruset og vaklende Bacchus, ledsaget af en drilsk barnesatyr, der i hemmelighed bider i en drue. Den er et resultat af mødet mellem den tyveårige billedhugger og antikkens skønhed, der først blev beundret i San Marco-haverne i Firenze og senere under hans ophold i Rom.

Andre vigtige værker i stueetagen af Bargello inkluderer Madonna og barnet (Pitti Tondo), Ganymedes og skildringen af Cosimo af Cellini, fejringen af Firenzes sejr over Pisa af Giambologna og Leda og svanen af Bartolomeo Ammannati.

Donatello-rummet

På første sal finder vi Donatello-rummet, hvor man fuldt ud kan forstå den florentinske renæssances tilblivelse. Her støder vi på Donatellos David, et bronzemesterværk, der overrasker os med sin originalitet og innovative styrke sammenlignet med den periode, hvori det blev skabt (1435-1440).

Behovet for flere dokumenter har altid ført til debat om dets bestilling, kronologi, ideologi og symbolik. Kilder fra det nittende århundrede placerer det midt i Medici-paladsets gårdhave (i via Larga) i forbindelse med ægteskabet mellem Lorenzo den Prægtige og Clarice Orsinis bryllup. Vasari nævner det senere midt i gårdhaven i Palazzo Vecchio.

Få år senere har vi Verrocchios David, en anderledes fortolkning, hvor den unge og livlige David stolt nyder sin sejr. Det er en både grusom og charmerende repræsentation. Så er der Donatellos San Giorgio, bestilt af et af de mindre laug, sværdmagerne og våbensmedene, og bestemt til Orsanmichele.

Endelig er der Donatellos marmorfigur David, bestilt i 1408 til apsis i Santa Maria del Fiore. Den blev aldrig placeret på tribunens støttepilaar, og i 1416 blev den sendt til Palazzo Vecchio, hvor kunstneren modificerede den for at gøre den dristig og stolt.